26 March 2021

Blog Post: Mit liv med Kina - I clinch med et rastløst Kina [Del 1]

Af  Jørgen Delman, professor emeritus Kinastudier, Københavns Universitet

Jørgen Delman har arbejdet med og i Kina siden 1972. Han har boet i Kina mere end 10 år og været på utallige arbejdsophold og besøg. Hans karriere med Kina har gået gennem kinesiskstudier, arbejde som konsulent inden for udviklingsbistand, forsker og leder i forskellige funktioner, både i den offentlige og den private sektor. Han er netop gået på pension fra sin stilling som professor i Kina-studier ved Københavns Universitet.

I denne serie af blogindlæg fortæller Jørgen Delman om sit arbejde med og i Kina, og hvad han har lært af det. Anden del kommer i denne uge.

 

Lang rejse med tog

På grænsen mellem Sovjetunionen og Mongoliet holdt toget stille en sen aften i august 1977. Sovjetiske soldater inspicerede togstammen udenfor med lommelygter og opplantede bajonetter på geværerne. På udvalgte steder blev bajonetten brutalt stukket op under togvognene for at afsløre eventuelle blinde passagerer. Det var min første tur til Kina. Jeg var sammen med Anne Wedell-Wedellsborg fra Aarhus Universitet, samt Verner Worm og Hatla Thelle fra Københavns Universitet. Vi var alle på vej til Kina på studieophold. De 10 dage i tog på tværs af datidens socialistiske blok med skift i Østberlin og Moskva bekræftede mine værste forestillinger om de socialistiske lande i den daværende østblok som betonkommunistiske, inhumane mangelsamfund. Intet fungerede for os. Billetombytninger gik i kludder, vi kunne stort set ikke købe mad på toget, vi kunne ikke veksle penge, og så var der soldaterne med bajonetter!

Til gengæld bød Kina os velkomne. Vi rejste i en kinesisk togvogn med venlig betjening af en kinesisk konduktør, som serverede kinesisk te i rå mængder. Fire timer før ankomst til den kinesiske grænsestation i Erlian, efter knapt et døgn gennem Mongoliet med aflåst mongolsk spisevogn uden mad, kom den kinesiske konduktør med et velassorteret spisekort og bad os forudbestille et måltid til servering på grænsestationens restaurant. Vi var målløse. Kunne det virkelig lade sig gøre?

Det kunne det. Da toget kørte ind på stationen, lå den badet i lys og det opmarcherede personale gjorde honnør til munter marchmusik fra højttalerne. Endelig lys i mørket! Velkommen til Kina og velbekomme! Stationsrestauranten serverede vore forudbestillinger, mens toget fik skiftet hjul. Kina var dengang, som landene i Østeuropa, også et fattigt mangelsamfund, men de kinesiske myndigheder vidste - i modsætning til naboerne i vest - hvordan de skulle behandle udenlandske gæster. Vi var vidne til blød kinesisk magt, før begrebet var opfundet.

 

Axel Larsen som inspirator 

Der stod ikke skrevet i mit horoskop, at mit liv skulle handle om Kina. Jeg voksede op i Odense i 1950erne og 60erne i en familie uden akademiske traditioner, ingen i familien havde nogensinde haft noget med Kina at gøre, og Kina var ikke et samtaleemne. Jeg var optaget af andre lande og begivenheder. USA med mordet på Kennedy, Cuba-krisen, Europa med et ulmende ungdomsoprør i Frankrig og Tyskland, og provoerne i Holland.

Det var et besøg i 1967 på mit gymnasium, Mulernes Legatskole i Odense, af Axel Larsen, stifter og formand for Socialistisk Folkeparti, som tændte min Kina- interesse. Han var dengang lidt af et ikon for en venstredrejet gymnasieelev, fordi han tog afstand til Sovjet-systemet og ønskede en mere demokratisk socialisme. Larsen underholdt forsamlingen om sit levned og herunder sit besøg i Kina i 1956. Jeg fik hurtigt fat i hans ”Dagbog fra en Kinarejse” fra 1964 og kvitterede med en opgave om Kina.

Efterfølgende lagde jeg dog Kina på hylden, og begyndte at læse engelsk sprog og litteratur på Aarhus Universitet i 1969. Her blev jeg gradvist en del af omegnen af studenterpolitikken på venstrefløjen. En del inspiration kom fra Kinas Kulturrevolution og ikke fra den såkaldte ’reelt eksisterende socialisme’ i Østblokken. Efter mit bifag i engelsk i 1972 lod jeg derfor Storbritanien være Storbritanien og vendte blikket mod Kina for at finde ud af, hvad der foregik der. Aarhus Universitet havde etableret et kinesiskstudie et par år før, og det blev mit drømmestudie. Det samme valg havde ca. 40 andre truffet.

På studiet var der lærermangel på det moderne Kinas politik og økonomi, som var min hovedinteresse, så store dele af studiet blev gjort som selvstudie. Vi var en lille gruppe af engagerede studerende med fælles interesser, som holdt hinanden i ørerne, så vi kunne holde ved. Vi havde heldigvis dygtige sproglærere, herunder en kinesisk lærer fra Folkerepublikken, den første ’folkerepublik-kineser’, som jeg overhovedet mødte. Med sin venlige men bestemte pædagogik gjorde han sit bedste for at få os til at gebærde os på tåleligt kinesisk. Han var udogmatisk, knækkede hurtigt vore kulturelle koder, og besad en humoristisk sans, som hjalp både indlæring og det sociale fællesskab. Han lærte mig også at spille bordtennis, Kinas nationalsport dengang. Jeg lærte dog aldrig at slå ham. 

Vores kinesiske lærer, Gu Mingdao, i socialt samvær på Østasiatisk Institut (tv). Vi tog afsked med ham i juni 1976 .
Midt, fra venstre: Anne Wedell-Wedelssborg, Clemens Stubbe Østergaard, Gu Mingdao, Lisbeth Stenbæk, Else Glahn, Birthe Nielsen, Bo Gregersen, Bodil Poulsen, forf., Susanne Benn). Gu kom uventet tilbage og var på institutttet endnu et år. 
Jeg mødte ham igen i 2007 i Nanjing. Efter sin kones død, han havde giftet sig med en ungdomsveninde (egne fotos).

Opgøret med Kulturrevolutionen

 Vel ankommet i Beijing i 1977 blev jeg sammen med mine medrejsende indskrevet på Peking Universitet. Vi havde tilstrækkelig sproglig ballast til at kunne håndtere undervisning på kinesisk og samliv med en kinesisk rumkammerat på de kønsadskilte kollegier.

Den kulturrevolutionære ledelse, ’Fire-banden’, sad i fængsel, og vi var allerede bekendte med Kulturrevolutionens fatale og traumatiske begivenheder. Væk var inspirationen, men ikke nysgerrigheden over for Kina. Undervisningen var elendig. Den hang stadig fast i Kulturrevolutionens dogmatiske forsimplinger. Et politisk opgør var på vej inden for den kinesiske topledelse, den politiske linje skulle lægges radikalt om, men der var stadig usikkerhed på universitetet om hvordan.

I efteråret 1977 blev Peking Universitet, som det var sket før, igen et laboratorium for udrulningen af en politisk kampagne, denne gang rettet mod Kulturrevolutionen. Det startede med en generel kritik af Firebandens rolle. Men så rykkede kritikken tættere på. Ledelsen på universitetet kom under heftig kritik på storskriftegnsplakater på campus. Vi var smågrupper af udenlandske studerende, som organiserede os for at kunne holde øje med, fotografere og kopiere plakaterne med henblik på at kunne dokumentere kampagnen for eftertiden.

Vi kunne blive mødt af et heftigt opslag som: ”Afslør morderne på historisk institut!”, og plakaterne oprullede mange personlige tragedier, som var resultatet af intense politiske kampe og det efterfølgende terrorregimente på det kulturrevolutionære Peking Universitet. Flere nationalt anerkendte professorer og mange andre akademikere og ansatte var blevet mishandlet og nogle var omkommet.

Kampagnen ændrede gradvist fokus og fortsatte hen over foråret 1978. Den bevægede sig ind til Xi Dan krydset i Beijings centrum og senere den Himmelske Freds Plads. Den berømte ’demokratimur’ opstod netop i Xi Dan krydset i foråret 1978 som platform for denne kampagne, der på sigt førte til Deng Xiaopings magtovertagelse og det endelige opgør med Kulturrevolutionens ledere og deres politik.

Begivenhederne lærte mig, hvordan elitekonflikter i Kina med et snuptag kan vende kommunistpartiets etablerede ”sandheder” på hovedet. Det gjorde især indtryk, hvordan almindelige mennesker kunne tilskyndes til at engagere sig politisk og derefter komme grueligt i klemme.

Hongqi var den absolutte topelites køretøj i 1970erne. Her må ”masserne” vige for en Hongqi som skal ind i den Forbudte By (1978). I 1978 tog jeg ud på en nykonstrueret bro over 2. ringvej i Beijing for at tælle og tage billeder af biler. På en formiddag talte jeg ca. 30, de var stor set alle forskellige, alle produceret i Kina (nogle som håndværk), og de var alle sammen beregnet på produktiv transport. I dag kører der i tusindvis af biler i timen det samme sted.