29 March 2021

Blog Post: Mit liv med Kina - I clinch med et rastløst Kina [Del 2]

Af  Jørgen Delman, professor emeritus Kinastudier, Københavns Universitet

Jørgen Delman har arbejdet med og i Kina siden 1972. Han har boet i Kina mere end 10 år og været på utallige arbejdsophold og besøg. Hans karriere med Kina har gået gennem kinesiskstudier, arbejde som konsulent inden for udviklingsbistand, forsker og leder i forskellige funktioner, både i den offentlige og den private sektor. Han er netop gået på pension fra sin stilling som professor i Kina-studier ved Københavns Universitet.

I denne serie af blogindlæg fortæller Jørgen Delman om sit arbejde med og i Kina, og hvad han har lært af det. Første del kan læses her.

På rejse i reformernes smeltedigler

Opholdet på Peking Universitet vakte min livslange interesse for, hvordan stat og samfund spiller sammen i Kina, og hvordan parti-staten, som den kaldes nu, kan både belære, engagere, involvere og undertrykke civilbefolkningen med strategisk sigte. I sidste instans bliver almindelige menneskers stemmer for det meste kun hørt, hvis det gavner magteliternes politiske interesser og legitimitet.

Efter Kulturrevolutionen åbnede Kina gradvist op mod omverdenen. I 1982 rejste jeg rundt i ugevis i reformernes smeltedigler på officielt besøg sammen med Carsten Boyer Thøgersen, senere dansk diplomat i Kina i mere end 20 år. Vi ville undersøge, hvor og hvordan Deng Xiaopings reformer påvirkede Kinas socialistiske samfund. Jeg var forundret over, hvordan et anti-kapitalistisk, kommunistisk parti kunne vende på en tallerken og bekende sig så markant til markedsøkonomi som politisk-økonomisk instrument uden at reformere sig selv. Disse overvejelser lagde endnu et spor i mit arbejde med Kina.

Vi besøgte blandt andet Shenzhen, Kinas første økonomiske frizone fra 1980, lidet anende at byen ville blive en verdensby og et af verdens førende tech-centre i det 21. århundrede. Den gamle by stod tilsyneladende i stampe udviklingsmæssigt, og der var endnu ikke meget at se af det nye Shenzhen. Det skal dog noteres, at Mærsk allerede havde fundet ind i en særlig zone i Shenzhen zonen, Shekou, og havde bygget en containerfabrik. Pepsi Cola var også til stede med sit første tapperi i Kina. Her så vi også Kinas første luksusvillaer i vestlig stil, bygget til udlændinge. Verden største virksomheder var tydeligvis ved at sætte fod i Kina under kommunistpartiets beskyttende vinger. Vi boede på et beskedent, hastigt opført hotel, uden services. Vores lokale vært måtte tage vores vasketøj med hjem og lade sin kone klare det.

Midt på en pløjemark var der bygget et nyt partihovedkvarter, et højhus som kunne ses langt væk. Det var et symbol på, hvor drivkraften bag moderniseringen og markedsgørelsen af Kina skulle komme fra. Denne iagttagelse af en ny, statskapitalistisk politisk økonomi gav mig endnu et perspektiv på mit arbejde med Kina.

På turen besøgte vi også Kinas svar på dagbladet Børsen, 世界经济导报/”World Economic Herald”. Redaktionen lå i Shanghai. Bladet havde en pågående, relativt uafhængig og reformvenlig linje, som satte sig spor i den kinesiske politiske debat frem til 1989, hvor det blev lukket. Kina har aldrig haft en fri presse, men World Economic Herald nød godt af nogle år med begrænset mediecensur. Desværre for redaktionen meldte den sig på den forkerte side af den officielle fortolkning af de voldsomme begivenheder rundt om i Kina i 1989 og måtte lukke.

Jeg rejste selv rundt i Kina i foråret 1989 som ph.d. studerende og var på feltarbejde flere steder som led i mit arbejde om kinesisk landbrugsrådgivning. Jeg mødte demonstrationer i både Wuhan, Nanjing og Beijing men forlod Kina sidst i maj inden helvede brød løs, især i Beijing og Chengdu, med en fornemmelse af, at noget voldsomt var på vej.

 

Gamle venner: Siden begyndelsen af 1980erne har vi været venner med denne familie i Beijing. På billederne fra henholdsvis 1982 (t.v.) og 2018 (t.h.) ses Carsten Boyer Thøgersen og Carstens hustru, Kirsten Thøgersen, og jeg sammen med den mandlige part af familien (t.h. for Kirsten i 1982) og igen i 2018 med den kvindelige part, som tog billedet i 1982.

Rejse til Kinas rødder

Min interesse for Kinas landbrug blev vakt ved et tilfælde, som meget af mit liv med Kina i øvrigt har været. I 1983 blev jeg ansat på FAOs repræsentation i Kina som programmedarbejder. Kontrakten lød på tre år, og min kone, Susanne Benn, og to af vore børn fulgte med, mens ældste søn blev i Danmark og kom på besøg et par gange. Susanne havde allerede en BA i kinesisk og kunne selv håndtere de mange udfordringer, som et nyt liv i Kina bød på, både familie- og arbejdsmæssigt.

Det var en kæmpe omvæltning for os alle. Jeg blev ansat til at skulle lave analyser af Kinas landbrugsudvikling og rapportere tilbage til FAOs hovedkvarter i Rom. Men min egyptiske chef mente noget andet. Jeg skulle arbejde direkte med FAOs projekter sammen med mine kolleger på repræsentationen. De kinesiske kolleger kom fra det kinesiske landbrugsministerium. Udviklingsbistanden til Kina var i hastig vækst, og FAO havde forrygende travlt og var underbemandet. Omkring 70 projekter og aktiviteter var allerede i gang, herunder et projekt med den kendte amerikanske Kina-iagttager, Bill Hinton, som projektleder. Han var agronom og landmand, og arbejdede på et projekt, der skulle se på en mere rationel udnyttelse af de overgræssede stepper i Indre Mongoli.

Der var også en lang pipeline af mulige nye projekter, som skulle forundersøges, finansieres og sættes i søen. Jeg måtte lige synke en gang. Udover at have fået et par hurtige introduktionskurser i Danmark før afrejsen, vidste jeg ikke meget om landbrug rent teknisk, og jeg havde aldrig arbejdet med udviklingsbistand. Det betød intet, mente min chef. Jeg var trods alt udsendt som juniorekspert af det danske landbrugsministerium og udenrigsministeriet i skøn forening.

Det blev en stejl læringskurve, men den gav mig også et solidt arbejdsmæssigt fundament. Jeg agerede i et professionelt system, der bakkede op om medarbejderne. Overalt i Kina mødte jeg private, bureaukratiske og akademiske entreprenører, nogle af dem selv bønder, som ville sætte gang i landbrugsudvikling. Der var en voldsom tørst efter at lære fra udlandet, efter at komme ud at se, hvordan andre gjorde, efter at få råd og vejledning fra udenlandske eksperter og efter penge at arbejde med. Min opgave blev at bestyre spændende projekter med stort udviklingspotentiale inden for så forskellige områder som: kvægbrug, grønsagsproduktion, biologisk skadedyrsbekæmpelse, mælkeproduktion, frøavl, dambrug, nedkøling af fisk, rensning af bomuldsfrø, produktion af suppeterninger, lagring og forarbejdning af fødevarer, landbrugsforskning, landbrugsrådgivning, biogas og solenergi.

Midt i perioden døde min chef, og pludselig stod jeg med ansvar for den daglige drift af FAO repræsentationen for den internationale side i nogle måneder. Jeg var ung og uprøvet som leder, og chefen for UNDP i Kina blev min formelle leder. Vores relation begrænsede sig imidlertid til et ugentligt møde, hvor han var glad for at høre, at der ikke var problemer. Det hele flaskede sig på grund af en dygtig administration og stærk opbakning fra de kinesiske kolleger og partnerne i ministerierne.

Vi overlevede og havde det godt som familie i Beijing. Når vi bevægede os rundt i byen og rejste i Kina, var vi ofte alene i det kinesiske folkehav, og børnene blev både forkælede og robuste af deres samkvem med deres kinesiske barnepiger (aiyi; kvinder oppe i årene), børnehavepersonale, almindelige mennesker på gaden og medrejsende. Susanne fik arbejde hos en tysk virksomhed og fik dermed indsigt i internationale handelsrelationer på et tidspunkt, hvor Kina netop var ved at åbne op.

Hjem til Jylland

Det var med et vist vemod vi vendte tilbage til Danmark. Vi bosatte os i Holstebro, hvor Susanne skulle uddannes og arbejde i familiens rejsebureau. Jeg bedrev konsulentvirksomhed for Kina Information Service på Aarhus Universitet, som jeg havde været med til at starte i 1981.

I 1988 valgte jeg at gå Ph.d. vejen med støtte fra DANIDA. I Kina havde jeg noteret, at mange af FAOs ledende eksperter var ph.d. Jeg tænkte, at det kunne være et fornuftigt, nyt trin på karrierestigen, samtidig med at jeg kunne blive både klogere og dygtigere. Som nævnt havde jeg fokus på landbrugsrådgivningssystemet, som skulle formidle ny viden og teknologi til Kinas småbønder. I løbet af ingen tid måtte systemet omstille sig fra at have 6 mill. kollektiver til 200 mill. småbrug som kunder. Samtidig ændrede landbruget sig fra at være en plansektor til at blive markedsstyret. Det var en oplagt case til at undersøge, hvordan reformerne i landbruget ændrede relationen mellem stat og bonde. Min interesse startede, da jeg fik lov til at arbejde med et landbrugsrådgivningsprojekt for FAO som noget af det første ved min ankomst i 1983. Med landbrugsministeriet i Beijing som sponsor  fik jeg uhindret adgang til landområderne, og sammen med en kinesisk forsker fra Landbrugsakademiet i Hubei tilbragte jeg flere måneder i Renshou Amt, et fattigt område godt 100 km uden for Chengdu, hovedstaden i Sichuan Provins.

Jeg erkendte tidligt, at de tekniske departementer og organisationer inden for Kinas offentlige administration bød på fremragende muligheder for at forske i, hvordan Kinas politisk-administrative system arbejder i dagligdagen, og hvordan politiske forandringer slår igennem. Det er en strategi, jeg har brugt lige siden i stort set al min forskning. Min afhandling var den første internationale videnskabelige undersøgelse af landbrugsrådgivningen i Kina. Afhandlingen blev udgivet som bog på et tysk forlag og oversat til kinesisk for DANIDA penge, hvorefter landbrugsministeriet i Beijing distribuerede den til mere end 2.000 landbrugsrådgivningscentre på amtsniveau over hele Kina. Jeg mødte mange kinesiske praktikere i marken siden hen, som havde læst bogen og genkendte mig som forfatter på grund af mit navn. Denne form for anerkendelse, fra dem man forsker i og skriver om, er brændstof på en forskers motor.

I forbindelse med mit ph.d. projekt tog min forskningspartner, Huang Wo (th.), mig med på besøg på Zhong Baodao, en ø midt i Yangzi floden i de Tre Slugter. Den er nu en del af fundamentet for De Tre Slugters Dæmning og er forsvundet for evigt.