25 March 2020

Blog Post: Tæthedens styrke og svaghed - pandemi i en ny tid [Danish]

Af professor Bertel Heurlin, Københavns Universitet, Institut for Statskundskab, KU, leder af China Security Studies, Center for Militære Studier.

Tætheden er et grundvilkår for mennesket. En nødvendighed. At krybe sammen i de onde tider. At feste og elske i de gode. Nu skal vi pludselig – dikteret af en virus - til at holde afstand for at vise at vi holder sammen. Livet er paradoksalt. For det sker også i en tid, hvor den fysiske tæthed allerede er ved at forsvinde til fordel for den virtuelle og elektroniske. Lidt held i uheld i teknologiens it-afstandsverden. Vi kommer sikkert alle til at opleve denne mangel på tæthed i corona-internat-virkeligheden højst forskelligt. Forhåbentlig varer det kun kort tid.

Men hvad med tætheden set generelt med sociologiske briller og hvad med tætheden set i et internationalt perspektiv?

Sociologiske undersøgelser om livet i byer hævder, at det at leve tæt sammen i byer alt andet lige generelt øger livskvaliteten 15 %. På alle områder, sundhed, levevilkår, uddannelse, kultur, økonomi, menneskelig udfoldelse er livet i byerne bedre end på landet. Byerne har tiltrækningskraft. Folk flokkes om tætheden forsaget af urbaniseringen. Urbanisering er også det officielle mål for udvikling. Udviklingslande har en lav urbaniseringsgrad, udviklede lande ligger på 80 %. Omkring 2010 var situationen i verden den, at halvdelen af verdens befolkning boede i byer. Det gjaldt også Kina. For Kina er tallet nu 62%. For mange er livet i byerne slum, sygdom, blikskure, depression, menneskelig elendighed, kriminalitet, dyb fattigdom. Og dog er livet i byerne generelt det eftertragtede. Byer er tæthed og nærhed. Det er aktivitet og foretagsomhed.


Men byerne er udsatte netop grundet befolkningstætheden. Der er trusler og farer. Der er truslerne fra naturen. ”Nature strikes back”. De tætte befolkningscentre er mest udsatte i tab af menneskeliv, tab af produktion. Storbyer kan rammes af meteorer. Det sker dog mest på katastrofefilm. Tsunamier og vulkaner har i årtusinder angrebet storbyer og gør det fortsat. Afgørende er, at en kommende klimakatastrofe, menneskeskabt og måske uundgåelig, vil æde sig ind på byerne. De er igen de mest sårbare. Stigninger i verdenshavene vil kunne sætte Manhattan og Shanghai helt under vand.

 Men der er andre menneskeskabte trusler, hvor tætheden er afgørende. Under den kolde krig var truslen om atomkrig simpelthen en forudsætning for at de to supermagter USA og USSR ikke gik i krig. Truslen om en gensidig atomødelæggelse, MAD, Mutual Assured Destruction, som ville lægge alle storbyer øde, fik statslederne til ikke at trykke på atomknappen. Bomberne var dimensioneret til at ødelægge tæt bebyggelse. Det vidste Kina alt om, så Mao beordrede, at der i alle byer skulle graves tunneller, som befolkningerne kunne evakueres igennem. Så Mao kunne bekendtgøre, at atomkrigen var uundgåelig, men at Kina ville vinde fordi dets befolkning ville overleve. Tætheden kunne opløses i det store kinesiske menneskehav.

Tætheden er ligeledes afgørende for gennemførelsen af og effekten af terror. Terroristerne har et mål: at skabe frygt for så mange som muligt. Jo større tæthed jo flere ofre.

Nu er hele verden ved at blive offer for en anden trussel: pandemien. Truslen er flere årtusinder gammel. Pandemier har været mere eller mindre effektivt bekæmpet, meget ofte ved hjælp af forbud mod tæthed, at sikre afstand ved hjælp af karantæne, isolation. Men her i 2020 er de ydre omstændigheder nye og anderledes end tidligere. Politisk er verdenen blevet mere opdelt. USA som enesupermagten har nedprioriteret kampen mod terror og betragter Kina og Rusland som konkurrenter og modstandere. USA har en forudsigelig strategi om at bevare ledelsen af verden, men understreger nu også at være uforudsigelig i sin operative udførelse af lederskabet. Tidligere tæthed i internationalt samarbejde er blevet til afstand. Usikkerhed er blevet en ny dimension. Og ikke mindst: USA fører en politisk krig mod Kina for at forhindre kinesisk indflydelse på verden. USA tager i den grad afstand fra Kina, nærheden er væk. USA overfører denne krig på Kinas kamp mod corona-virusset, som opstod på fiskemarkedet i en af Kinas stoltheder, storbyen Wuhan. Økonomisk er verden - trods Trump- mere bundet sammen og gensidig afhængig end nogensinde. Handelen, produktionen, finansverdenen er mere tætvævet end nogensinde. Kina og USA har indgået en handelsaftale, som viser, at USA trods alt er indstillet på ikke at føre den politiske ”afkobling” til USA alt for vidt. Trump har brug for sejre i valgkampen. Så tætheden til Kina må ikke helt opgives. Det samme gælder også den teknologiske krig, som USA fører med Kina og omvendt. Efter amerikansk opfattelse er Kina hensynsløs og aggressiv i sin markedsføring af Huaweis 5G-teknologi. Denne krig kan USA ikke tåle at tabe. Så alt bliver nu sat ind på at demonstrere, at USA stadigvæk har førertrøjen på- også i forsøget på at inddæmme Corona-virus. Trump hævder at kunne have vaccine klar om få måneder. Virusset bliver inddraget som en vigtig brik på de forskellige amerikansk-kinesiske kamppladser.

Kina på sin side har følt sig alvorligt stødt over hånlige og uoverlagte udtalelser fra amerikanske autoriteter og stået til måls for alvorlig amerikansk kritik af forsømmelser og brutalitet i forbindelse med bekæmpelsen af COVID-19.

Nu er Kina imidlertid ved at kunne se en afslutning på krisen. Væksten i antallet af smittede og døde reduceres kraftigt. Langsomt er Kina ved at vende tilbage til tiden før. Folk går på arbejde, institutioner åbner, restriktioner fjernes langsomt. Det omfatter nu også Hubei-provinsen og selve Wuhan. Kina har vist sit politiske, økonomiske og institutionelle overskud ved at sende tre fuldt lastede airbus-jetfly til henholdsvis Iran, Irak og senest Italien med hjælp til virusbekæmpelsen i form af uddannet personel, specialister, hospitalsudstyr og andet medicinsk. materiel.  USA må her se sig overhalet inden om af et Kina, som efter amerikanske opfattelse udnytter og intensiverer sin globale indflydelse til flere og flere lande.

 

Hvordan skal tætheden overleve - internationalt som nationalt? På det overordnede plan er der ingen tvivl om, at Kina vil forsøge dels at udnytte den øjeblikkeligt situation til at demonstrere, at man nu er den stat, som har klaret at komme igennem krisen, og at man nu viser sin internationale styrke og solidaritet. Man vil imidlertid sørge for at fastholde tætheden til USA, som er nødvendig for Kinas fremtidige udvikling.

USA vil også - ikke mindst for ikke at se sig svækket økonomisk i det sidste valghalvår - satse på et tættere forhold til konkurrenten, uanset en fortsættelse af Kina-indflydelseskritikken.

Samlet betyder det, at der vil være en tendens til på det internationale plan at øge den globale, regionale tæthed. Coronasmitten, som bekæmpes med fravær af tæthed, er paradoksalt nok anledning til forøget internationalt samarbejde med samordning af bekæmpelsesaktiviteter. Det er ikke nyt. Nyt er imidlertid at Kina fylder mere og mere på den internationale scene for funktionelt samarbejde, hvorimod USA snarere modarbejder. USA er bekymret over, at Kina internationalt fylder mere og mere.

Generelt bekymrende er, at den snigende ny-nationalisme, ”America First”, ”Hungary First”, ”Denmark First” (med lukkede grænser for at bekæmpe corona-virusset), og ”Kina-drømmen” (et nyt globalt magtcenter) også påvirker den globale og regionale Pandemi-bekæmpelse. Grænsebomme kan kun i begrænset grad standse virus. Tæthed skal undgås imellem individer. Tæthed skal styrkes imellem stater.